Langbue

Selvom langbuen er den mest traditionelle af de tre buetyper, er de langbuer der bruges til konkurrencer og jagt i dag meget anderledes end den oprindelige mandshøje langbue, som man kender den fra f.eks. vikingetiden i skandinavien eller middelalderens England. Disse buer var lavet af ét stykke træ, ofte takstræ, og var i udgangspunktet en lige stav, som fuldt opspændt beskrev et C eller halvmåne.

Så længe langbuen kun blev produceret af træ forblev den til en vis grad et specialbygget våben mere end en hyldevare. Udviklingen af glasfiber betød, at man fra 1940’erne nu kunne masseproducere langbuer og sidenhen recurvebuen. En udvikling som den amerikanske buejæger Fred Bear var pioner indenfor. Med glasfiberen blev det desuden muligt, at lave mere avancerede designs, der satte nye standarder for langbuens effektivitet.

I dag er forskellige variationer af refleks-defleks-langbuer på 150 – 170 cms længde langt den mest udbredte variation af langbuen, og de kendetegnes ved højere hastighed end de traditionelle langbuer og mindre håndschock (de rystelser der forplanter sig i hånden ved skudafgivelsen).

Ifølge FITA’s regelsæt for langbueklassen skyder man i langbueklassen med en bue uden recurve og en minimumslængde på 150 eller 160 cm. Buen kan være lavet af træ, glasfiber, kulfiber eller en kombination af disse materialer og pilene skal være af træ. Man trækker og holder strengen med fingrene, og der er ikke monteret sigtemidler på buen – dvs. man sigter instinktivt.

Instinktiv skydning

Da man i langbueklassen ikke må montere et sigte på buen benytter man sig enten af instinktiv skydning eller en form for systemskydning.

Instinktiv bueskydning er kort fortalt en metode, der går ud på at du ser og fokuserer på det punkt du vil ramme, hvorefter du lader buehånden svinge buen op og pege pilen mod punktet. Det kan sammenlignes med evnen til at kaste en sten mod en træstamme eller et sammenkrøllet stykke papir mod en skrallespand. Hjernen ved ud fra hvad øjet ser og ud fra de mange skud, der ligger lagret i skyttens instinktive hukommelse hvordan den skal dirigere buehånden. Den instinktive metode er for mange den enkleste metode at lære i starten, men den benyttes også af mange af eliteskytter.

En anden måde at sigte på kaldes af mange for systemskydning. Systemskydning bygger på, at skytten kender sin pilebane og har bedømt afstanden til målet og ud fra det udregner hvor langt over eller under målet pilespidsen skal pege. Ved skytten eksempelvis at pilespidsen skal pege direkte på målet på en afstand af 40 meter, så skal den pege X antal centimeter under målet på eksempelvis 30 meter og X antal centimer over målet på eksempelvis 50 meter.

Valget af den ene eller den anden metode er typisk en temperamentssag, men man kan også delvis lade konkurrenceformen afgøre det. Skyder man meget på faste afstande (f.eks. 18 meters FITA) så vil en form for systemskydning være oplagt, da pilespidsen altid skal pege på det samme punkt ligesom et fastmonteret sigte. Skyder man derimod på ukendte afstande, som man gør det til 3D (jagtskydning) og feltskydnimg, så kan den instinktive metode, som bygger på en mere ubevidst afstandsbedømmelse, være en enklere og ganske effektiv metode til at opnå høj præcision. Når det så er sagt, så vil man blandt topskytterne til f.eks. 3D-turneringerne, hvor afstandene er ukendte, kunne finde både systemskytter og instinktive skytter.

Turneringsformer

3D-skydninger nyder af forskellige årsager stor popularitet blandt langbueskytterne. Langbuen er oprindelig opfundet som et våben til jagt, og de skytter, der tiltrækkes af langbuen, er ofte også interesseret i jagt med bue og pil, som er netop det 3D-skydninmgen efterligner, hvor naturtro efterligninger af jagtdyr stilles op i naturlige omgivelser. Maksimumafstandene er til disse turneringer 30 meter for langbuen.

Traditionel skiveskydning er imidlertid også både en klassisk konkurrenceform og særdeles god træning for langbueskytterne. Skiveskydning på faste afstande var den altdominerende konkurrenceform i 1700 – 1800 tallet, hvor langbuen var enerådende. Således skød man i en York-round 144 pile på afstande på op til 90 yards (82,3 meter) og i en Amercian Round skød man 90 pile på 30, 40 og 50 yards. Skiveskydning er stadigvæk yderst relevant for langbueskytterne, hvor de mange skud på ensartede afstande er særdeles god træning i at opnå en ensartet skydestil. En konsistent skydestil er således også en forudsætning for præcision til 3D-turneringerne, hvor målene varierer i størrelse og afstand.