Skydeformer

Konkurrenceformer

Der er grundlæggende to forskellige konkurrenceformer inden for bueskydning: Skiveskydning og feltskydning.

Inden for begge disse konkurrenceformer afholdes der stævner, både nationalt og internationalt.

Skiveskydning

Skiveskydning kan dyrkes indendørs om vinteren og udendørs om sommeren.
Man skyder på en flad bane mod en skive – også kaldet en måtte – der kan opfange pilene. På skiven anbringes et papir med en 10-delt ringskive.

Papiret kaldes et ”ansigt”.

Generelt gælder det, at den afstand, man skyder på er afstemt efter éns køn og alder.

Indendørs skyder voksne 18 m mod et 40 cm ansigt. De tilsvarende skydeafstande for børn er:

  • Mikro under 11 år 8 m
  • Mini 11 - 13 år 12 m
  • Kadet 13 – 15 år 12 m
  • Junior 15 – 18 år 18 m

Udendørs skydes på flere forskellige afstande hvoraf den længste for herrer er 90 m på et 122 cm ansigt medens damer højst skal skyde på 70 m afstand. Børnenes tilsvarende længste afstande er:

  • Mikro 20 m
  • Mini 40 m
  • Kadet 50 m
  • Junior piger 60 m
  • Junior drenge 70 m

Feltskydning

Ved feltskydning forsøger man grundlæggende at efterligne jagtsituationen.

Der skydes således ofte i skov og i kuperet terræn, hvor man skal skyde opad eller nedad, og ofte på ukendt afstand.

Målet kan være en måtte med et påmonteret ”dyreansigt” – et ansigt med en påtrykt dyrefigur, eller et ansigt med en 5-delt ringskive. Det skydes også mod 3D plasticdyr i fuld størrelse.

Også i feltskydning skyder børnene på afstande, der er indrettet efter deres alder.

Instinktskydning 

Inden for alle skydeformer findes der skytter der anvender instinktskydning. For mere information omkring dette henvises til www.bueogpil.dk.

 
 
Dansk Bueskytteforbund, Brøndby Stadion 20, 2605 Brøndby tel. 43 26 27 28 dbsf@dbsf.dk