I indeværende sæson er samtlige buebaner blevet sikkerhedsgodkendt af DBSF’s dommere, og i denne forbindelse skal proceduren for optræk af buen præciseres:
Optræk af bue skal ske efter lovkompleks afsnit 7.8.7:
Når en skytte trækker sin buestreng for at afgive en pil, må skytten ikke bruge en teknik, som, efter dommerens opfattelse, kan få pilen til at flyve ud fra sikkerhedsområdet eller over sikkerhedsarrangementer (net, mur, vold, etc.), hvis skytten ved et uheld slipper strengen.
Hvis en skytte fremturer i at bruge en sådan teknik, vil skytten af sikkerhedsmæssige grunde øjeblikkelig af dommerformanden og/eller skydelederen blive bedt om at standse skydningen og forlade banen.
DBSF har Justitsministeriets tilladelse til at godkende skydebaner under DBSF’s regi. Kravene er kendt af alle og er udsendt til samtlige klubber, som har godkendte baner og kan ses i 4.udgave fra Justitsministeriet. Kravet til sikkerhedsafstand for baner under DBSF regi er 140 m, for andre baner udenfor DBSF regi er sikkerhedsafstanden 300 meter.
Grunden til denne påmindelse er, at en af forudsætningerne for, at vi kan opretholde denne tilladelse til at sikkerhedsgodkende egne baner under de beskrevne forudsætninger i vejledningen, er, at skytterne under optrækning ikke trækker buen op i en position, som giver en uforsvarlig vinkel. Når buen bliver optrukket i en forsvarlig vinkel, vil pilen selv ved en overskydning på 1 meter af skydemåtten på 90 meter afstand ikke overskride sikkerhedsafstanden på 140 meter.
Der er foretaget en grundig testskydning, hvor man har simuleret de forskellige fejlskydninger - bl.a. manglende indstilling af sigtet. En af fejlmulighederne er, at skytten går fra 90 meter afstand og ind på 30 meter og lader sigtet stå ved 90 meter afstanden. Selv ved denne fejl vil
pilen ikke komme ud over 140 meter.
Det skal fra min side indskærpes overfor samtlige skytter, at der bliver optrukket korrekt - både under træning samt ved stævner.
Dommerne vil under vinterens stævner her påtale overfor de enkelte skytter, som ikke trækker korrekt op, at de vil blive bortvist ved sommerens stævner, såfremt det også skulle ske her.
Jeg vil opfordre til, at man i klubberne under træningen har fokus på evt. forkert optræk og får rettet ind i løbet af vinteren, så samtlige skytter har korrekt optræk, når vi skal udendørs til foråret igen.
Jan Jager
DBSF Banesikkerhedsansvarlig