På denne sidste dag op til en forhåbentlig dejlig jul vil jeg gerne benytte lejligheden til at sende en hilsen til alle i dansk bueskydning.
Igen er der gået et travlt år i bueskydningen. Der har været stor aktivitet, og der er udvist mange flotte resultater. Det er selvfølgelig de store resultater, såsom vores medaljetagere ved de store mesterskaber og vores OL kvalifikation, der får den største omtale, og alle vores eliteskytter fortjener stor anerkendelse for de mange fine resultater, så derfor et rigtigt stort tillykke til dem.
Men i begejstringen over disse flotte resultater, må vi ikke glemme de mange små sejre, der vindes hver dag rundt omkring i vores klubber og til stævner. Her gøres et kæmpearbejde af både ledere og skytter for at skabe så gode vilkår for bueskydningen som overhovedet muligt.
En stor tak skal lyde til alle Jer, der i det daglige og ofte i det skjulte knokler for bueskydningen. Og I skal have et stort tillykke med alle de resultater, I opnår i hverdagen.
Ser vi fremad mod 2012 er det let at få øje på de mange udfordringer, der venter DBSF. Udover de sportslige udfordringer 2012 byder på – herunder OL hvor drengene stadig har en mulighed for kvalifikation - er der også udfordringer i forbundet. Team Danmarks nye støttekoncept vil kræve en større økonomisk indsats fra forbundet i de kommende år. Samtidig er der behov for at styrke forbundets arbejde for klubberne og på breddeområdet f.eks. ved ansættelse af en breddekonsulent. Også dette kræver en større økonomisk indsats. På ungdomsområdet skal der også gerne etableres en større indsats, herunder med implementering af ATK konceptet (alders relateret træningskoncept). Igen et område der kræver øget økonomisk indsats.
Der er således nok at tage fat på, og da det er givet, at der ikke bliver råd til at gennemføre, alt det vi ønsker, uden der tilføres betragtelige midler, skal vi i gang med en hård prioritering. Vi vil fra bestyrelsens side komme med nogle oplæg til, hvorledes denne prioritering kan gennemføres, men det er op til klubberne og medlemmerne at træffe de endelige beslutninger. Dette skal helst ske på et så oplyst grundlag som muligt. Bestyrelsen vil derfor afholde en række møder rundt i landet, så vi sammen kan drøfte, hvilken vej vi skal gå, og hvorledes vi skal prioritere.
Det skal gerne være sådan, at der er rimeligt stort flertal bag de valg vi træffer, så udviklingen kommer til at gå i den retning de fleste ønsker.
Med disse ord vil jeg ønske alle i dansk bueskydning en rigtig glædelig jul og et godt nytår. Jeg ser frem til et spændende 2012.
Rolf Lind
Formand DBSF