Meddelelse
På det ekstraordinære Forbundsmøde i november 2009 fremlagde bestyrelsen et nyt budget for 2010 indeholdende den økonomi, der følger af nye aktivitetsplaner, udarbejdet på grundlag af nedgang af tilskud fra Team Danmark og DIF. Heri var bl.a. indeholdt en stigning i det kontingent, der betales til forbundet pr. medlem.
Stigninger udgør for unge 7,90 kr. pr måned og 11,25 kr. pr. måned for voksne.
Under debatten blev flytning af Elitecentret til Ålborg bragt op, og efter en del debat anmodede dirigenten om en vejledende afstemning blandt deltagerne om flytningen. Denne viste, at 33 stemte for en flytning, 35 stemte imod og 17 stemte ikke.
Kontingentforhøjelsen blev vedtaget med 52 stemmer for, 28 imod og 4 blanke.
Selve budgettet blev vedtaget med 43 stemmer for 28 imod og 6 blanke.
Under Eventuelt bad Jan Jager mig om at meddele, hvornår jeg havde tænkt mig at træde tilbage, da de nye aktivitetsplaner jo skulle ses som et langsigtet arbejde uden kortsigtede resultater. Jan Jager mente, jeg havde signaleret en tilbagetræden ved at lade Morten Holm deltage i den seneste FITA kongres, og han mente, han havde krav på at vide, hvor længe der gik, før det skete.
Når man ser lidt på stemmetallene og især på antallet af ja stemmer til kontingentforhøjelse og det mindre antal ja stemmer til det samlede budget, fornemmer man, at der er visse modstridende interesser i forbundet. Det er min klare opfattelse, at de modstridende interesser i alt væsentlighed drejer sig om elitearbejdet.
Det har i høj grad kunnet mærkes i det daglige arbejde i løbet af året, og det er ikke specielt tilfredsstillende for nogen parter, at der ikke er en mere tydelig opbakning til bestyrelsens beslutninger.
Da jeg som formand og kontaktperson til Team Danmark er dybt involveret i elitearbejdet sammen med eliteudvalget og trænerne, er det i høj grad mine synspunkter, der bliver udgangspunkt for bestyrelsens drøftelser og beslutninger.
Da det for alle parter såvel internt som eksternt er vigtigt, at der er opbakning til det arbejde, der udføres, har jeg på ovenstående baggrund besluttet at stille mit mandat som formand til rådighed for Forbundsmødet i april 2010. Også for mig som person er det vigtigt at vide, om der er opbakning, da jeg bruger et ganske betragteligt antal timer på formands-arbejdet, hvilket jeg uden opbakning vil betragte som spild af tid.
Det betyder, at jeg vil være på valg til kommende forbundsmøde (og er villig til genvalg), og at der derfor vil være mulighed for at stille modkandidater til formandsposten.
I den nuværende situation finder jeg det vigtigt, at forbundsmødet får mulighed for at bedømme de ideer, der arbejdes efter. Jeg vil derfor i en særskilt redegørelse gennemgå en række begivenheder i 2009, der har ført frem til de beslutninger, bestyrelsen har truffet og som udstikker den linje, der vil blive arbejdet efter, således at alle har et mere fuldstændigt grundlag at foretage en vurdering på.
Det er mit håb, at vi på denne baggrund kan få en god og saglig debat om, hvilken linje forbundet skal følge, og det er ligeledes mit håb, at eventuelle modkandidater også har et bud på fremtiden, så deltagerne i forbundsmødet kan træffe et reelt valg.
Jeg skal opfordre til, at alle respekterer det udfald, forbundsmødet får, således at vi i de kommende år kan få skabt ro - om især elitearbejdet til glæde for de såvel ledere som skytter, der alle yder en stor indsats og især til glæde for dansk bueskydning, der efter min overbevisning er den største vinder, når det går godt for dansk elite bueskydning.
Brøndby, den 1.december 2009
Rolf Lind
Formand DBSF